| Fremtidens mobilitet handler ikke om at begrænse mulighederne.
Læs mere her
De fleste ure klarer sommer- og vintertid selv. Men ikke alle.
En del af os lægger måske knap nok mærke til, at vi sommertiden slutter. Telefonen, computeren og vores smartwatch har som regel klaret det hele selv, når vi står op søndag morgen.
Netop derfor kommer det hvert år bag på nogle bilister, at der stadig findes ure og elektroniske enheder, som ikke automatisk skifter tid.
Natten til søndag den 25. oktober går vi over til vintertid, og Q-Park sender derfor som altid en opfordring til alle bilister til at bruge et øjeblik på at kontrollere både bilens ur og den elektroniske p-skive.
Et forkert indstillet ur i bilen kan hurtigt blive til en forkert indstillet p-skive, når man har travlt og skal ud af den parkerede bil. Og er den elektroniske p-skive indstillet forkert er problemet selvfølgelig endnu større. Begge dele kan føre til en irriterende kontrolafgift, som let kunne være undgået.
"Mange forventer i dag, at teknologien klarer tidsændringen automatisk, og det gør den jo også de fleste steder," siger Alex Pedersen, administrerende direktør hos Q-Park Danmark.
"Men der findes stadig biler og elektroniske p-skiver, som kræver manuel justering. Derfor er det en god idé at kontrollere, at tiden passer, før bilen parkeres."
Særligt elektroniske p-skiver giver anledning til misforståelser. Mange bilister går ud fra, at de automatisk skifter mellem sommer- og vintertid, men det afhænger af model og opsætning.
"Når vores parkeringsvagter fører kontrol, kan de kun forholde sig til det, som p-skiven viser. Derfor er det bilistens ansvar at sikre, at den viser korrekt tid," siger Alex Pedersen.
Han understreger samtidig, at skiftet til vintertid ikke medfører ændringer i parkeringskontrollen.
"Vi har den samme bemanding på søndag som på alle andre søndage."